
Klublogoet er lavet af Carsten Nordentoft.
Curlingstenen er lavet af et F (håndtaget) og to C’er (den ene C er spejlvendt) som i Frederikshavn Curling Club.

De to bærende kræfter i klubbens start og dens eksistensgrundlag.
Carsten Nordentoft (th), initiativtager og stifter af klubben, havde fået sin viden om sporten gennem de syv år, han havde spillet i Tårnby Curling Club, før han flyttede tilbage til Frederikshavn.
Jens Christensen (tv) havde i sin ungdom arbejdet fem år i Canada og havde via spil derover stiftet stort bekendtskab med sporten.
Frederikshavn Curling Club er den første og hidtil eneste curlingklub i Vendsyssel. Klubben blev stiftet i 2004 af Carsten Nordentoft.
Historien om klubben begyndte med et ønske om at tilbyde curling som en sportsgren i Frederikshavn. I forbindelse med etableringen af den nye ishal ved Frederikshavn Isstadion (i dag Iscenter Nord), var det oprindeligt planen, at der skulle bygges en mellemhal, hvor curling kunne finde sted som en del af Frederikshavn Ishockey Klub (FIK).
Da planen om mellemhallen blev droppet, gik Carsten Nordentoft i gang med opbakning fra FIK med at søge diverse tilladelser til at oprette en selvstændig curlingklub.
I marts 2004 ansøgte Carsten Nordentoft Danmarks Curlingforbund og WCF (Verdenscurlingforbundet) om tilskud til curlingsten og andet curlingmateriale, men fik desværre afslag.
Det tog dog ikke modet fra Carsten Nordentoft. Han begyndte at sprede kendskabet til sporten i Frederikshavn ved at hænge plakater op på tankstationer, i supermarkeder, storcentre og biblioteker. Han formåede også at få Nordjyske Tidende og lokale aviser til at skrive om den nye sport i byen.
Carsten Nordentoft fik stor opmærksomhed og mange telefonopkald, men desværre var interessen for tilmeldinger om medlemskab af curlingklubben ikke den samme. En af dem, der kontaktede Carsten Nordentoft, og som også blev en af klubbens bærende kræfter, var Jens Christensen.
I dag er klubben veletableret, og den byder fortsat nye medlemmer velkommen. Klubben har en filosofi om, at curling skal foregå i en hyggelig atmosfære.
Rent sportsligt har klubben deltaget og deltager stadig i diverse turneringer som f.eks. Jysk-Fynskmesterskab, Undercuppen, Odin Cup m.m.
Største åbent hus arrangement.
Frederikshavn Curling Club havde tirsdag den 21. februar 2026 inviteret interesserede i Østvendsyssel til curling-arrangementet “Ringenes Herre 2006.”
Klubben håbede, at det igangværende vinter-OL i Torino kunne skabe lidt ekstra interesse, og håbet var, at der ville komme 40 deltagere – der kom 120 deltagere.
Vinderen i Ringenes Herre 2006 konkurrencen, hvor det gjaldt om at komme tættest på centrum, blev Jeanette Lundholm med 34 cm fra centrum.

Klubbens etableringsrejse
9. februar 2004
Carsten Nordentoft ansøgte Frederikshavn Kommune om lokaler, istid og kommunale tilskud.
— — —
25. februar 2004
Klubben afholdte stiftende generalforsamling med vedtagelse af vedtægter, logo og kollektiv bestyrelse (der var kun mødt fire op). Samme dag blev Frederikshavn Curling Club godkendt som klub i Frederikshavn og kunne dermed søge om tilskud fra kommunens Folkeoplysningsudvalg.
— — —
April 2004
På SIFK’s (Samvirkende Idrætsforeninger i Frederikshavn Kommune) generalforsamling blev klubben optaget som medlem af foreningen.
— — —
April 2004
Klubben fik tildelt klubbens første istider – det var kl. 21.00 – 24.00 om søndagen og onsdag morgen kl. 08.00 – 11.00
— — —
17. maj 2004
Der var regionsmøde i Horsens hos Hans Peter Schack. Det var et møde med en god gang curlingsnak, hvor mange ting blev sat på plads.
— — —
Maj 2004
Klubben blev optaget i Brugerforeningen i Iscenter Nord.
— — —
Juni 2004
Klubben fik heldigvis forbedret deres istider om tirsdagen til kl. 20.00 – 23.00 onsdag til kl. 08.00 – 11.00 og søndag til kl. 19.00 – 22.30
— — —
August 2004
Da klubben skulle starte op i august, viste det sig, at Hal 2 endnu ikke var helt klar. De fem baner, klublokalet og opbevaringsrum til koste og sko stod klar, men isen ville ikke fryse…
— — —
25. september 2004
Gitte, Lizzy, Jens og Carsten deltog i Frederikshavn Kulturfestival “Vis hvad I kan” med en flot stand på Frederikshavn Bibliotek, hvilket gav både mange henvendelser og PR.
— — —
Hen ad vejen fik klubben skrabet fem sæt curlingsten ind fra henholdsvis Rungsted Curling Klub v. John Andersen, Esbjerg Curling Klub v. Tommy Christensen, Aalborg Curling Klub v. Jan Juul, Aarhus Curling Klub v. Torbjørn Jørgensen og det sidste sæt i december fra Tårnby Curling Club v. Johannes Jensen.
— — —
Klubben manglede en del udstyr, så i starten lånte klubben pebleudstyr, hacks, glidesåler og scoretavler fra Aalborg Curling Klub.
— — —
Via bestyrelsesmedlem Gert Larsen fik klubben tilskud fra WCF (DAP-program) til indkøb af 40 glidesåler, 20 hacks, 40 koste, måleapparat og pebleudstyr.
— — —
Klubben fik i opstarten økonomisk støtte og tilskud fra Spar Nord (8.000 kr.), Lions Club (25.000 kr.), Onside Sport (3.000 kr.), Kultur- og Fritidsudvalget, Frederikshavn Kommune (14.224 kr.), og tøjsponsorering fra Sportmaster i Frederikshavn.

Frederikshavn Curling Club vil gerne takke.
Curlingforbundets daværende formand Leif ABC Hansen, Johannes Jensen Tårnby CC og Torbjørn Jørgensen Aarhus CK, samt Jan Juul Aalborg CK for uvurderlig hjælp, råd og vejledning undervejs.